Nyhedsmail juni 2025

Kære medlemmer.

Så skriver vi juni måned, og mon ikke de fleste efterhånden har fået vand under kølen?

På nær Mette og Niels, der har fået RAMA på værft, da den væltede i stativet på vinterpladsen.
Heldigvis kom ingen til skade. Men ærgerligt er det.

 

Den sidste måned tid har der været lidt skriveri imellem FMBK og AMBA samt på diverse sociale medier.
Indrømmet, tonen har været kritisk, men man bliver altså påvirket af de mange negative meldinger fra forskellige andelshavere ikke kun i vores klub men også fra de andre.
Dette mundede ud i et møde på havnekontoret, mellem Steen Hasseris og fra FMBK: Mette, Johnny samt undertegnede.
På mødet blev man enige om, fremover, at holde den gode tone og samtidig fik vi så en orientering om havnens fremtidige drift.
Vi glæder os over at man fastholder pæle i stedet for de I og Y broer, som tidligere har været på tegnebrættet.
Nu skal vores ramslag (den flåde der banker pæle i), så lovliggøres før de knækkede pæle rundt omkring, kan udskiftes.
Der er stadig broer som ligger meget skævt, havnens personale er på sagen.
Også nye stativer er skrinlagt indtil videre, dog vil havnen indkøbe et par demo modeller som så kan sælges til evt. interesserede.
SubLiften skal have et større eftersyn, da den er begyndt at skrante lidt.
Og netop SubLiften har åbenbart givet Arbejdstilsynet noget at tænke over. Kræves der certifikat?
Ja se det er der delte meninger om i AT, så vi afventer spændt.
Men FMBK skylder en stor tak til Niels som, for at undgå problemer med netop Arbejdstilsynet, stillede sig til rådighed for havnens personale, og kunne vifte med sit krancertificat hvis AT dukkede op.

Har man fulgt med på vores Facebook gruppe, var der en ophedet debat om rengøring og stole.
Vi har jo, forgæves, søgt hjælp til rengøringen blandt vore medlemmer, siden Alma stoppede.
I nøden stund, valgte bestyrelsen så at investere i en rengøringsrobot, som først støvsuger og dernæst vasker gulvet. Eneste problem er dog, at den ikke er så glad for alle de stoleben.
Vi prøvede at opfordre til at man satte stolene op når man forlod klubhuset, men det faldt ikke i god jord hos nogle.
Så Mette og Niels tager nu opgaven ad hoc.

Pinseturen er lige om hjørnet, og der er en fin tilmelding på 8 både, selvom der altid kunne være flere.
Til de, som allerede er tilmeldt, vil der separat sendes en køreplan.
Vejrguderne er ikke i det bedste humør, som det ser ud lige nu. Men lad os håbe at de besinder sig.
Jeg spiser lige så gerne kogte som grillede pølser……
Veddelev’s klubhus er desværre udlejet, så vi må nøjes med de tilstødende lokaliteter, Skipperstuen, men hvor der er hjerterum osv.
Vi håber på nogle hyggelige dage i Veddelev.

KRAM Spiseri, har søsat en hyggelig Sankt Hans aften, vi håber at i vil bakke op om dette initiativ.
Du kan læse mere på deres hjemmeside: KRAM Spiseri – her er plads til alle – Frederiksværk Havn.

Så er der vist ikke mere farvebånd tilbage i maskinen.

Jeg ønsker jer alle en rigtig god Pinse.

Med venlig hilsen

Bent Arper Jensen

Formand