Nyhedsmail Maj 2025

Nyhedsmail maj 2025

Kære medlemmer.
Vinterpladsen minder lidt om en myretue for tiden.
Der poleres, pudses og males over alt.
Mange både har fået vand under kølen, andre er først kommet på land nu efter at have overvintret i det våde element.
Nu skulle man så tro at alt åndede fred og idyl på havnen.
Men der er godt nok uro blandt andelshaverne og andre af havnens brugere.
Selvom vi er en motorbådsklub, har vi da også medlemmer med sejlbåd.
Nogle af disse er netop lige kommet på land for en hurtig overhaling inden de skal søsættes igen.
Flere af disse medlemmer er blevet afkrævet 1.000,00 Kr. oveni prisen for at komme på land.
Undskyldningen herfor skulle være, at båden skulle op med masten på.
Det hører ingen steder hjemme da der intet belæg er herfor. Der er intet ekstra arbejde for havnens personale hvis båden har mast på og dette ekstra beløb fremgår ingen steder. Heller ikke i diverse referater fra AMBAs bestyrelsesmøder.
Vi har også medlemmer, der kommer med båd på trailer, de har måtte konstatere at prisen for at benytte slæbestedet er steget gevaldigt samt at det ikke var muligt at købe et årskort og derved opnå rabat.
Her har AMBA bestyrelsen dog ændret praksis så det nu er muligt at få et årskort.
Meget dyrere end sidste år forstås.
Og sandelig om der ikke ankom en ny læssemaskine (en såkaldt Manitou) , som skulle afløse den hvide maskine, der angiveligt skulle være slidt op. Pris?
Ydermere kræver denne maskine et certifikat, så nu skal personalet på kursus.
I må lige vente til senere med at få sat både i vandet!!
Debatten om nye stativer, I og Y broer er desværre ikke skudt i sænk endnu.
Personligt håber jeg inderligt at der kommer en voksen til stede og stopper dette vanvid.
Vi har, alle sammen, glimrende stativer. Indkøbt for en mindre formue, disse kan kun sælges med tab.
Og med hensyn til I og Y broer, tvivler jeg på at de betonklodser, der holder broerne, også kan holde 20-25 både hvis vor herre tager en dyb indånding en dag.
Hvis nu vi får en ordentlig rusker fra vest, vil det jo kun være betonklodserne på broens vestlige side, der skal holde. Kæderne på broens øst side vil, formentlig blot hænge slappe ned.
Har jeg sovet i fysiktimen?
Nå, men vi må afvente den afstemning vi er blevet lovet, ligesom der forhåbentlig bliver indkaldt til et fællesmøde inden der tages nogen beslutninger.
Det er jo andelshavernes penge det handler om.
Vi måtte desværre aflyse den planlagte hoveridag, kun 2 medlemmer meldte sig.
Måske var det også lige optimistisk nok at lave en arbejdsdag når alle har travlt på vinterpladsen og andre render til konfirmationer osv.
Vi tager revanche senere på året.
Og vi har nu fået ’rengøringshjælp’ i form af Robert. en robot der både støvsuger og vasker gulvene i klubhuset. Den er ved at blive prøvekørt for at indlæse alt det den skal gøre. Men der er ingen tvivl om at den vil arbejde hurtigere, hvis man vender stolene op på bordene, når man har hygget sig i klubhuset. Det er tanken vi sætter den til at køre om natten.
Så er der delt nøglebrikker ud, men der mangler stadig mange at uddele før vi kan skifte systemet. Så ring til Mette (29461994) og aftal møde alt efter, hvornår I er på havnen.

Husk at melde dig til pinseturen!!

Så tror jeg ikke den sure formand kan finde på mere.
(Du er altid velkommen til at kontakte mig, det koster 500 kr.)
Jeg modtager både kontanter og mobilepay)

Vel mødt på den blå hylde.

Bent Arper Jensen



 

 

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.