Kære medlemmer.
Så fik vi overstået Standernedhalingen 2025.
Lidt vemodigt er det jo altid når vi afslutter en sejlersæson, det betyder jo at man ikke ses så tit på havnen Og når man endelig er på de kanter, virker det hele så goldt og kedeligt.
Dog kan vi glæde os over at vi løbende får nye medlemmer, hjertelig velkommen til jer.
Dejligt at der ofte er medlemmer i klubhuset, så man kan stikke snuden ind og få en hyggesnak og en kop kaffe.
Og så skal vi jo ikke glemme at både dame og herre madholdet holder gang i gryderne jævnligt, hold øje med kalenderen i klubhuset eller følg med på hjemmesiden.
Også i år vil din klub være vært ved en gang gløgg og æbleskiver, nærmere bestemt den 13. december, hvor vi også regner med at Ro-Kajakfolket bringer lys over Sct Lucia.
Månedens sure opstød!!
Da jeg fandt, og stadig finder det, dybt urimeligt at vore medlemmer med både i klassen op til 5 ton, skal betale det samme som væsentlig tungere både for at komme på land, fik jeg lavet en aftale med en af mine gode venner, som er vognmand med en rimelig stor kran på bilen.
Han kunne sagtens matche havnens priser, og kunne ydermere klare opgaven på lørdage, så vi slap for at skulle tage en fridag.
Jeg meddelte havnefogeden at vi ville få både på land en lørdag, men at han ville få besked i god tid, så han kunne finde de berørte stativer frem og placere dem, hvor han ønskede at båden skulle stå…
Svaret fra havnefogeden var, at det var helt fint, no problems.
Men uvist af hvilken grund, skulle dette så bringes op på næste møde i AMBA-bestyrelsen.
Og her blev rønnebærrene godt nok sure, det tog ikke mange minutter at forbyde fremmede kranbiler på havnen…
Blandt undskyldningerne var, at bådene skulle stå sikkert i stativet…og det har Ravn jo rigtig meget forstand på…men tager vist ikke ansvaret..det forbliver den enkelte bådejers.
(Og Nu er vi jo de rene amatører i kunsten at tage både på land)
Herefter fulgte en lang korrespondance på mail, frem og tilbage.
Men vi gir ikke op. Foreløbig er der flere tiltag i gang og flere myndigheder indblandet, desuden kommer der jo en Generalforsamling i AMBA til foråret og den er vi mange der ser frem til.
Jeg tror bare at den Sublift skal have en overhaling, så er den kørende igen.
Uanset om det så koster penge at holde den i drift, er der stadig penge til overs og vi får en mere fleksibel bådhåndtering. Det overskud fra løft man budgetterede med, er vist forsvundet til kranen.
Hvis så også serviceniveauet bliver hævet, så vi kan få bådene håndteret i weekenden, vil det sikkert gøre vores havn mere attraktiv.
————————————————————–
Og netop havnen og miljøet er, blandt andet, et emne som du kan have indflydelse på.
KRAM spiseri arrangerer fællesspisning og åben mikrofon d. 27. november 2025.
Alle andelshavere, klubber og AMBA bestyrelsen er inviteret til at deltage.
Vi skal nyde en lækker gryderet og derefter er ordet frit.
Aftenens ordstyrer er radio legenden Alex Nyborg Madsen.
Der er plads til 55 personer, så det er efter først til mølle princippet.
Tilmelding : KRAM Spiseri
Det bliver sikkert en spændende aften med masser af input og meninger.
———————————————
Slut for denne gang, jeg har lidt stramt program…
I dag er bilen min, da den både skal tankes og vaskes—- kender i det ?
Vi ses på land.
Bent Arper Jensen
Formand FMBK