Om klubben
Frederiksværk Motorbådsklub er stiftet i 1960 og varetager primært motorbådssejlere med plads i den lokale lystbådehavns interesser. Vi optager dog også gerne medlemmer, som bare godt kan lide det maritime miljø en lystbådehavn kan byde på, og klubbens sociale fællesskab med de mange spændende arrangementer der tilbydes.
Vores klub er selvejende og modtager ingen offentlig støtte, derfor påskønner vi også hvis medlemmer giver en hånd med ved vedligeholdelsesarbejde på vores område. Et medlemskab for hele husstanden koster 600,- kr. årligt. Klik HER for at se vores nuværende bestyrelse med kontaktpersoner i tilfælde af ønske om optagelse eller forespørgsler.
Vi er også tilgængelige på Facebook.
Frederiksværk Motorbådsklub er beliggende på Frederiksværk Lystbådehavn, med adgang til den idylliske Roskilde Fjord. Vi har vores eget klubhus med skøn udsigt over Fjorden og over til Hornsherred og Lynæs. Yderbredningen og Kulhus Rende byder på fremragende fiskevand for lystfiskere.
I baglandet mærker man historiens vingesus, med Frederiksværk som Danmarks første industriby. Den gravede Arresø Kanal udmunder lige syd for havnen. Mod syd har vi også det gamle stålvalseværk, i dag DANSTEEL. Mod nord ligger porten til det naturskønne Halsnæs, og på en rask cykeltur kan man fortsætte mod Asserbo og videre til Liseleje, hvor man mødes med kilometervis af hvide sandstrande. Klik HER for at komme til Visitnordsjaellands hjemmeside for yderligere info.
Ved indmeldelse kan man blive medlem af ”AMBAEN”, dvs. anpartshaver i Frederiksværk Lystbådehavn og komme på venteliste for en bådeplads i havnen. man kontakter selv havnefogeden for opskrivning. Bådepladsen giver normalt også adgang til en vinterplads. For yderligere oplysninger, klik HER for at komme til havnens hjemmeside. Vi tilbyder endvidere en kollektiv ansvarsforsikring til vores medlemmer. Har man båd i havnen er en ansvarsforsikring obligatorisk.
Vores klub er medlem af Danske Tursejlere, da disse samarbejder med Dansk Sejlunion, har vores medlemmer også ret til at bruge DS turbøjer, udover egne, som er placeret mange steder, også her i Roskilde Fjord og i Isefjorden.
Hvis du vil være individuelt medlem af Danske Tursejlere eller er det i forvejen, får du 50.- rabat på dit medlemskab, hvis du indmelder eller omregistrerer dig via Tursejlernes hjemmeside, og opgiver du er medlem hos os.